I går kom endnu to af mine absolutte yndlingsmennesker forbi og holdt mig med selskab - i øjeblikket passer jeg mine forældres hus i skoven og føler mig ærligt talt lidt ensom, kun omringet af krævende ego-dyr som jeg er (kattene Selma og Per Stig og én Matilda). Hver morgen står jeg op til tre dyr, som alle vil noget forskelligt og som alle har forskellige behov, der bare skal opfyldes NU. Hvis ikke, bliver der skreget, bidt i sko (alternativt fjernbetjeninger) eller bare skumlet i et hjørne. Jeg må indrømme, at jeg af og til funderer over, hvorfor man overhovedet har dyr. Men det er kun af og til - som i når jeg er alene om at passe dem. Bare lige for at cementere, hvorfor de er mine yndlingsmennesker, medbragte de stauder og ingredienserne til, hvad der skulle vise sig at være verdens bedste bananasplit. Man går bare aldrig galt i byen med bananasplit - især ikke, når mit ene yndlingsmenneske laver chokoladesaucen (jeg ville så gerne skrive sovsen) selv og kombinerer den med Ben & Jerrys og Haagen Dazs i en skønsom blanding. I går aftes var jeg et lykkeligt menneske - om end en anelse bøvet. Og dér, midt i al min bøvethed så jeg en af de bedste film, jeg har set længe, nemlig "Wild" med Reese Witherspoon i hovedrollen. Filmen handler om en kvinde, som for at blive født på ny efter et liv med ulykke på ulykke, vælger at gå the Pacific Crest Trail helt alene og uden de nødvendige forberedelser. Vandresporet, der går fra den mexicanske grænse til Canada, er 1.600 kilometer langt og byder selvsagt på alverdens farer i form af farlige dyr og de endnu farligere (og lystne) mandlige vandrere. Men faktisk er der slet ikke fokus på farerne - snarere er der fokus på, hvordan hovedrollen Cheryl for hvert et skridt hun tager bliver et både renere og stærkere menneske - på hvordan hun med hver en nærkontakt med naturen føler, at hun er på vej til at blive den person, det hele tiden var meningen hun skulle være. Filmen er i øvrigt baseret på en virkelig historie, nemlig bogen "Wild" af Cheryl Strayed - kvinden der selv vandrede de mange tusinde kilometer i kampen for at få et bedre liv. Jeg var dybt betaget af filmen - måske fordi jeg selv er i gang med min egen vandring. Selvfølgelig tager jeg ikke så drastiske skridt som Cheryl og er kun omringet af det lidet farlige dyr Labrador Retrieveren, men sagt mellem dig og mig var huset i Sørup og gymnasielærerjobbet i Maribo første skridt på vejen mod at blive Marie med et meget stort M. /Marie |