Denne strategi betyder, at jeg kører til en planteskole, lader mig forføre af skønheden uden at tænke på, om jeg har plads til alle blomsterne, bruger for mange penge, kører hjem med speederen i bund og fatter spade, rive og vandkande lige så snart jeg er hoppet ud af bilen. Når blomsten så er plantet, giver jeg Matilda (min labrador) plasticpotten, som åbenbart er det bedste legetøj, nyder hendes bersærkergang rundt i haven med potten på hovedet og beder en stille bøn til, at blomsten skal få det godt her hos mig. Selvfølgelig glemmer jeg midt i al begejstringen alt om at gemme den lille fine seddel med informationer, der altid følger med et blomsterkøb. Så nu tager vi hele haveriet lidt på gefühl og glæde.
Og der er en masse at glæde sig over – mit højbed står lige nu i fuldt flor med røde spirea, blårøde hortensia og sartrøde buskroser, mens mit espalier ved terrassen efterhånden er godt dækket af klatreroser, blåskæg og klematis. Og foran huset skyder stokroserne og perikonbuskene. Selvfølgelig er en masse også gået på hæld – mine pæoner havde en alt for kort opblomstringsperiode, mens mine engelske roser har vist sig at være en anelse dovne i opblomstringen. Og det er vel egentlig det, der også er faren ved at være haveejer – lige så meget man glædes over blomsterfloret, lige så meget ærgres man, når skønheden afblomstrer og takker af for i år.
Men så gælder det om altid at have nye projekter at se frem til – for eksempel overvejer jeg nu et bed med efterårsstauder, og i den forbindelse vil jeg gerne slå et slag for Radsted Gartneri. Selvom gartneriet ligger på en helt anden ø – Lolland! – kører jeg gerne for at blive beriget med det udbud og den passion og viden, man altid bliver mødt med i Radsted. Jeg har brugt enorme summer derovre, men har aldrig på noget tidspunkt ærgret mig over et køb eller set noget fra Radsted forgå. I Radsted finder man planter, man aldrig ville se i planteskolerne i henholdsvis Nykøbing og Nørre Alslev, og samtidig kan man se, at man i Radsted kerer sig om hver enkelt plante og blomst. Der bliver vandet, passet på og holdt opsyn, hvilket sikrer, at man aldrig her bliver udsat for synet af hensygnende og halvdøde blomster, jeg alt for ofte har oplevet i egnens øvrige planteskoler.
Og så kerer medarbejderne sig også om kunderne – da jeg for eksempel indrømmede, at jeg nu var ejer af en gammel landbohave, som jeg slet ikke vidste, hvordan jeg skulle angribe, fik jeg lange lister med blomster og planter, der ville passe perfekt til min lille lyserøde idyl. Faktisk synes jeg så godt om Radsted, at jeg af og til tager mig selv i at stirre intenst på min have for at finde de få centimeter, det vil kræve at skaffe plads til den næste historiske rose eller den næste spirea-variant. Begrænsning siges at være en kunst, men ikke hvad haver angår.
/Marie