Jeg har nok altid vidst, at mit liv aldrig ville udgøre en tætpakket kuffert lastet med spænding, eventyr, succes og rigdom. Dertil er jeg bevæbnet med så tilpas stor selvindsigt, at jeg i en ganske tidlig alder indså, at jeg er for genert, for doven, for eftertænksom og for usikker til at "maxe ud" på livet. Om end det er en sandhed, jeg altid har levet med, er det først i mine 30'ere, jeg har accepteret og lært at elske den.
Det er netop mit liv her i 3o'erne, bloggen drejer sig om. Jeg er nået til et sted i livet, hvor jeg er vendt tilbage til udgangspunktet. Efter 12 år på Frederiksberg, hvor alt stod i uddannelsens og arbejdets tegn, er jeg vendt tilbage til mit elskede Falster for at leve det simple liv i Danmarks grønne udkant, som er den eneste slags liv, min personlighed evner at udfolde. Et liv hvor mit lille lyserøde bindingsværk og min nyligt anlagte landbohave danner rammen om mine drømmerier, tanker om fremtiden, refleksioner over verdens gang og min brændende interesse for naturen, litteraturen og historien - for slet ikke at glemme mine daglige strabadser i livet som ung, naiv og frygtløs gymnasielærer.
Jeg håber, at du i min blog vil få et indblik i, hvordan livet også kan se ud for en singlepige som mig, der gik imod strømmen og trodsede alle gode råd og praktiske hensyn. Hvor meget det end kunne synes som om, jeg med min flytning tilbage til Falster gemte mig for resten af livet og isolerede mig selv fra en række sociale og karrieremæssige muligheder, har jeg aldrig følt mig så synlig som nu - og da slet aldrig haft det så godt med at blive set. Det kan godt være, at det nu bliver endnu vanskeligere at stifte familie, at drage fuld nytte af sit singleliv, at være på forkant med den kulturelle dagsorden og at have muligheden for hele tiden at klatre et trin op ad karrierestigen. Til gengæld er det blevet meget nemmere at være mig. Og det er slet ikke så slemt endda.