Da jeg i august sidste år flyttede ind i mit hus, fandt jeg på loftet flere gamle billedrammer. Mange af dem var tomme og mørnede, men enkelte indeholdt stadig billeder af nogle af husets tidligere beboere. Et af billederne skilte sig ud - det var billedet af Marie, husets ejer og familiens overhoved i starten af 1900-tallet. Efter research i Eskilstrups Sogns kirkebøger lærte jeg om Marie, at hun kom til verden i Sørup landsby hos ganske unge og forarmede forældre. Efter hende fulgte en bror og en søster - begge ramt af fysiske og psykiske sygdomme, der forhindrede dem i nogensinde at være virksomme, stifte egen familie og håbe på lykkelige slutninger.
Alle egne af landet rummer skæbner, der kalder på at blive fortalt. Maries skæbne er blevet fortalt af mange - hun er ikke blevet nedfældet på skrift, men lever videre den dag i dag i Sørups mange mundtlige beretninger. Som historiker ved jeg, at man gør klogt i at forholde sig skeptisk til især landsbysladder, men alligevel er det som om, fortællingen om Marie er så stædig og vedholdende, at alle betænkninger til sidst må falde. Det er som om, landsbyens beboere har behov for at videregive fortællingen om den kvinde, der på godt og ondt har tegnet byens liv i et lille århundrede.
Marie havde ingen uddannelse, ingen formelle kundskaber og ingen bejlere. Til gengæld havde hun overbevisningen om, at hun som den eneste arbejdsdygtige i familien havde hovedansvaret for at holde både hendes forældre og søskende oven vande. Det gjorde hun ved at tage det forefaldende arbejde, Eskilstrup og Sørup havde at tilbyde - hun gjorte rent i skolerne, hjalp til med slagtningen på landsbyernes mange landbrug, gik til hånde i køkkenerne på de store gårde og supplerede sin magre indtægt ved at dyrke sukkerroer og holde geder i baghaven. På trods af både arbejdsomt slid og indædt gudsfrygt, måtte hun ofte lide den tort at se både faderen og broderen afleveret af landbetjenten. Især broderen havde en foruroligende tendens til at købe badehoteller på tvangsauktion, hvorefter landbetjenten måtte redegøre for broderens svigtende åndsnærværelse, mens faderen slog sig på flasken og lod sig falde i de dybeste grøfter.
Da Marie døde var hun lige så alene som hun havde været det meste af sit liv og testamenterede sit hus til Kræftens Bekæmpelse. Et langt og hårdt liv sluttede i kraftesløs ensomhed og det hus, hun nøjsomt havde slidt for at beholde, begyndte langsomt sit forfald - indtil en anden Marie dukkede op. I dag hænger billedet af Marie i min spisestue og i skrivende stund bliver jeg atter draget af det stolte og karismatiske ansigt på væggen. Måske jeg har kigget for længe på billedet, men det forekommer mig, at hun trækker på smilebåndet og lyner sødt med øjnene mod fotografen - måske i ren glæde over endelig at være synlig, at blive set.
Kanske det er af egoistisk selvtilfredshed, men jeg kan lide tanken om, at Marie stadig er med mig og våger over huset - det hus, hun nu ser leve med de farver, det overskud og den varme, hun måske altid selv drømte om. Selvom vi er adskilt af historiens mest begivenhedsrige århundrede, er vi en del af et skæbnefællesskab. I det lille fællesskab er vi begge eneansvarlige for det snart 250 år gamle hus og vores livs opretholdelse. I det store skæbnefællesskab er vi fælles om som kvinder selv at udstikke retningen for vores liv, påtage os vores ansvar, lade vores stemmer høre og vores liv få en betydning. Æret være mindet om Marie.
/Marie
Alle egne af landet rummer skæbner, der kalder på at blive fortalt. Maries skæbne er blevet fortalt af mange - hun er ikke blevet nedfældet på skrift, men lever videre den dag i dag i Sørups mange mundtlige beretninger. Som historiker ved jeg, at man gør klogt i at forholde sig skeptisk til især landsbysladder, men alligevel er det som om, fortællingen om Marie er så stædig og vedholdende, at alle betænkninger til sidst må falde. Det er som om, landsbyens beboere har behov for at videregive fortællingen om den kvinde, der på godt og ondt har tegnet byens liv i et lille århundrede.
Marie havde ingen uddannelse, ingen formelle kundskaber og ingen bejlere. Til gengæld havde hun overbevisningen om, at hun som den eneste arbejdsdygtige i familien havde hovedansvaret for at holde både hendes forældre og søskende oven vande. Det gjorde hun ved at tage det forefaldende arbejde, Eskilstrup og Sørup havde at tilbyde - hun gjorte rent i skolerne, hjalp til med slagtningen på landsbyernes mange landbrug, gik til hånde i køkkenerne på de store gårde og supplerede sin magre indtægt ved at dyrke sukkerroer og holde geder i baghaven. På trods af både arbejdsomt slid og indædt gudsfrygt, måtte hun ofte lide den tort at se både faderen og broderen afleveret af landbetjenten. Især broderen havde en foruroligende tendens til at købe badehoteller på tvangsauktion, hvorefter landbetjenten måtte redegøre for broderens svigtende åndsnærværelse, mens faderen slog sig på flasken og lod sig falde i de dybeste grøfter.
Da Marie døde var hun lige så alene som hun havde været det meste af sit liv og testamenterede sit hus til Kræftens Bekæmpelse. Et langt og hårdt liv sluttede i kraftesløs ensomhed og det hus, hun nøjsomt havde slidt for at beholde, begyndte langsomt sit forfald - indtil en anden Marie dukkede op. I dag hænger billedet af Marie i min spisestue og i skrivende stund bliver jeg atter draget af det stolte og karismatiske ansigt på væggen. Måske jeg har kigget for længe på billedet, men det forekommer mig, at hun trækker på smilebåndet og lyner sødt med øjnene mod fotografen - måske i ren glæde over endelig at være synlig, at blive set.
Kanske det er af egoistisk selvtilfredshed, men jeg kan lide tanken om, at Marie stadig er med mig og våger over huset - det hus, hun nu ser leve med de farver, det overskud og den varme, hun måske altid selv drømte om. Selvom vi er adskilt af historiens mest begivenhedsrige århundrede, er vi en del af et skæbnefællesskab. I det lille fællesskab er vi begge eneansvarlige for det snart 250 år gamle hus og vores livs opretholdelse. I det store skæbnefællesskab er vi fælles om som kvinder selv at udstikke retningen for vores liv, påtage os vores ansvar, lade vores stemmer høre og vores liv få en betydning. Æret være mindet om Marie.
/Marie