I virkeligheden kan man gå og vente et helt år - et helt år på at starte forfra, gøre alting om, blive bedre og rarere. Og når året så skal til at begynde, bliver man nervøs og ikke mindst spændt på at se, om alt det man nu har lovet sig selv også lader sig indfri. Det er naturligvis skoleåret, jeg snakker om - eller gymnasieåret rettere. Jeg er netop begyndt i skole igen efter en lang og vanvittigt hyggelig sommerferie og i morgen slår MG så dørene op for horderne af søde unge mennesker.
Jeg elsker mit arbejde - det er helt vanvittigt at kunne skrive dette, efter i mange år at have været - tja - grænsende til indifferent. Jeg har fundet mit kald, min hylde, hvad end man vil kalde det. Det er umuligt at være indifferent iblandt unge mennesker - hvad enten de er dygtige eller fagligt udfordrede, udadvendte eller generte, konstant i bevægelse eller i permanent dvale. Faktum er, at de alle sammen er GODE mennesker. Og når man som jeg i mandags stod i lærerværelset og så mine kolleger smilende, grinende og solbrændte, er det svært ikke at have store forventninger til det kommende skoleår. Og når man i morgen møder ens elever igen - gamle såvel som nye - er det svært ikke at føle sig fuld af fortrøstning.
Selvfølgelig elsker jeg at lære fra mig, at hjælpe, at fortælle, at organisere og at sætte i gang - men jeg elsker også at gå på gangene, smile til og hilse på eleverne, høre dem grine eller - for den sags skyld - jamre rundt omkring i hyggekrogene. Og så elsker jeg den helt særlige måde, vi gymnasielærere følger årets gang. Skoletiden hænger på forunderlig vis sammen med årstiderne. Når vi som nu i august venter på skolestarten, sker det solbrune og sommersunde med forhåbninger om nye og spændende opgaver og møder mennesker imellem. Når efteråret lægger sig som en tung dyne af eftertænksomhed og koncentration, starter det hårde arbejde med de større skriftlige opgaver og hyggestunderne, når eleverne finder ud af, hvor berigende det kan være at gå i fagligt hi. I det nye år længes man mod det spæde forår og både forfærdes ved og glædes over udsigten til de kommende terminsprøver og eksamener. Og når de forjættede bøgetræer endeligt springer ud, fyldes MG med en blanding af forventningens glæde og ungdommens vemod for dem, der skal flyve fra reden.
Da jeg i dag sad til et lærermøde og stirrede ud over Maribos villa-tegltage og rosenhaver slog det mig, hvor godt det hele er, hvor meget jeg glæder mig og hvor frygteligt nervøs jeg er for ikke at holde alt det, jeg har lovet mig selv. Men helt skidt går det ikke - livet som gymnasielærer er privilegeret på alle tænkelige måder.
Jeg elsker mit arbejde - det er helt vanvittigt at kunne skrive dette, efter i mange år at have været - tja - grænsende til indifferent. Jeg har fundet mit kald, min hylde, hvad end man vil kalde det. Det er umuligt at være indifferent iblandt unge mennesker - hvad enten de er dygtige eller fagligt udfordrede, udadvendte eller generte, konstant i bevægelse eller i permanent dvale. Faktum er, at de alle sammen er GODE mennesker. Og når man som jeg i mandags stod i lærerværelset og så mine kolleger smilende, grinende og solbrændte, er det svært ikke at have store forventninger til det kommende skoleår. Og når man i morgen møder ens elever igen - gamle såvel som nye - er det svært ikke at føle sig fuld af fortrøstning.
Selvfølgelig elsker jeg at lære fra mig, at hjælpe, at fortælle, at organisere og at sætte i gang - men jeg elsker også at gå på gangene, smile til og hilse på eleverne, høre dem grine eller - for den sags skyld - jamre rundt omkring i hyggekrogene. Og så elsker jeg den helt særlige måde, vi gymnasielærere følger årets gang. Skoletiden hænger på forunderlig vis sammen med årstiderne. Når vi som nu i august venter på skolestarten, sker det solbrune og sommersunde med forhåbninger om nye og spændende opgaver og møder mennesker imellem. Når efteråret lægger sig som en tung dyne af eftertænksomhed og koncentration, starter det hårde arbejde med de større skriftlige opgaver og hyggestunderne, når eleverne finder ud af, hvor berigende det kan være at gå i fagligt hi. I det nye år længes man mod det spæde forår og både forfærdes ved og glædes over udsigten til de kommende terminsprøver og eksamener. Og når de forjættede bøgetræer endeligt springer ud, fyldes MG med en blanding af forventningens glæde og ungdommens vemod for dem, der skal flyve fra reden.
Da jeg i dag sad til et lærermøde og stirrede ud over Maribos villa-tegltage og rosenhaver slog det mig, hvor godt det hele er, hvor meget jeg glæder mig og hvor frygteligt nervøs jeg er for ikke at holde alt det, jeg har lovet mig selv. Men helt skidt går det ikke - livet som gymnasielærer er privilegeret på alle tænkelige måder.