Af for mig uforklarlige årsager tænker jeg altid allermest over mit nye liv, når jeg har handlet i Føtex og drejer til venstre i rundkørslen mod Frederik d. 9.'s bro og sukkerfabrikken. Der er bare et eller andet over den selvfølgelighed, hvormed jeg forcerer rundkørslen, der gør mig taknemmelig over nu at bo et sted, hvor jeg ikke behøver "slå hjernen til" for at færdes. For her handlede jeg jo også med mine forældre, da jeg var lille, og lige netop den rundkørsel, kørte vi jo også i. Og sådan er det med alt hernede - selvom meget er forandret, er alt alligevel nøjagtigt som jeg husker det, og at finde rundt hernede gør jeg kun på autopilot. Mit indre landskab er blevet det ydre landskab. Jeg finder ikke rundt - jeg kører bare.
Sådan var det slet ikke på Frederiksberg eller i København i det hele taget. Selvom jeg boede på Frederiksberg i 11 år, føltes hver "udgang" i byen som noget, der skulle forhandles, planlægges, tages luft ind til. At handle i Irma på Gl. Kongevej, at gå til koncert i Forum, at gå fra Hovedbanegården til min lejlighed på Carl Bernhards Vej og at cykle til og fra arbejde var alt sammen lig med skærpet opmærksomhed og foregribelse af utilsigtede hændelser. Jeg var udmattet allerede inden, jeg var kommet i gang.
Og så alligevel - der var enkelte "udgange", som blev helt intuitive. Det var min ugentlige (af og til flerugentlige) 15 minutters gang mod Palads/Imperial/Dagmar-biograferne. De udgange kørte jeg på autopilot - sikkert fordi der ventede mig noget godt. Eventyr i biografens mørke og ikke mindst venner og veninder, jeg holdt og stadig holder uendeligt meget af - hvilket bringer mig til næste punkt på dagsordenen, nemlig afsavn. Jeg må også erkende, at jeg et år efter flytningen er nået det punkt, hvor jeg kan mærke savnet af livet på Frederiksberg. Det overskygger på ingen måde, hvor godt jeg har det i Sørup, men giver sig af og til tilkende med et lille stik i hjertet og maven.
I går havde jeg besøg af et af mine yndlingsmennesker og jeg spurgte hende, hvordan gode gamle Frederiksberg havde det i mit fravær. "Frederiksberg har det fantastisk", sagde hun og fortalte herefter, hvordan hun en dag havde slentret ned ad Frederiksberg Allé og havde tilladt sig en is fra Frederiksberg Chokolade. "Det skal man altid unde sig selv", blev vi hurtigt enige om. Og her indfandt det første lille stik af savn sig og jeg huskede, hvordan netop slentreturene ned ad den gamle alle mod Frederiksberg Have var noget af det, jeg elskede allermest ved Frederiksberg. Især om efteråret, når platantræerne gulnede og man kunne mærke de første spæde kuldegrader i kinderne. Og så gik tankerne mod Værnedamsvej, hvor jeg aldrig blev helt cool nok til at færdes selvsikkert, men hvor jeg alligevel nød godt af alle delikatessebutikkerne og hvor jeg - suk - kunne købe god thai-mad, når jeg ikke selv gad gå i køkkenet. Det findes ikke hernede. I det hele taget går meget af mit savn på livsnyder-ting. Chai fra Baresso, thai-mad fra Værnedamsvej, is fra Frederiksberg Chokolade og tøj fra Noa Noa på Gl. Kongevej. Det kan lyde overfladisk, men det var alligevel med til at forme det gode liv, jeg havde i Kongens København. Og så selvfølgelig menneskene - de fortjener deres helt eget kapitel og det kommer også en dag.
Som om for blot at bevise, hvorfor hun hører til mine yndlingsmennesker, fortalte min veninde mig, at jeg da bare kunne købe et termokrus og tage en hjemmebrygget Chai med på gåtur med Matilda. Jeg svarede naturligvis igen, at jeg er alt, alt for doven til den slags ting - det fede med Baresso var jo, at der var folk, der lavede det for mig. Men da hun var kørt hjem, tog jeg hende på ordet og lavede en rygende varm kop Chai og hev Matilda med i skoven. Og der gik jeg så med varm Chai på en alt for varm dag og varmedes ved tankerne om mit hedengangne liv på Frederiksberg. København, vi ses snart igen.
/Marie
Sådan var det slet ikke på Frederiksberg eller i København i det hele taget. Selvom jeg boede på Frederiksberg i 11 år, føltes hver "udgang" i byen som noget, der skulle forhandles, planlægges, tages luft ind til. At handle i Irma på Gl. Kongevej, at gå til koncert i Forum, at gå fra Hovedbanegården til min lejlighed på Carl Bernhards Vej og at cykle til og fra arbejde var alt sammen lig med skærpet opmærksomhed og foregribelse af utilsigtede hændelser. Jeg var udmattet allerede inden, jeg var kommet i gang.
Og så alligevel - der var enkelte "udgange", som blev helt intuitive. Det var min ugentlige (af og til flerugentlige) 15 minutters gang mod Palads/Imperial/Dagmar-biograferne. De udgange kørte jeg på autopilot - sikkert fordi der ventede mig noget godt. Eventyr i biografens mørke og ikke mindst venner og veninder, jeg holdt og stadig holder uendeligt meget af - hvilket bringer mig til næste punkt på dagsordenen, nemlig afsavn. Jeg må også erkende, at jeg et år efter flytningen er nået det punkt, hvor jeg kan mærke savnet af livet på Frederiksberg. Det overskygger på ingen måde, hvor godt jeg har det i Sørup, men giver sig af og til tilkende med et lille stik i hjertet og maven.
I går havde jeg besøg af et af mine yndlingsmennesker og jeg spurgte hende, hvordan gode gamle Frederiksberg havde det i mit fravær. "Frederiksberg har det fantastisk", sagde hun og fortalte herefter, hvordan hun en dag havde slentret ned ad Frederiksberg Allé og havde tilladt sig en is fra Frederiksberg Chokolade. "Det skal man altid unde sig selv", blev vi hurtigt enige om. Og her indfandt det første lille stik af savn sig og jeg huskede, hvordan netop slentreturene ned ad den gamle alle mod Frederiksberg Have var noget af det, jeg elskede allermest ved Frederiksberg. Især om efteråret, når platantræerne gulnede og man kunne mærke de første spæde kuldegrader i kinderne. Og så gik tankerne mod Værnedamsvej, hvor jeg aldrig blev helt cool nok til at færdes selvsikkert, men hvor jeg alligevel nød godt af alle delikatessebutikkerne og hvor jeg - suk - kunne købe god thai-mad, når jeg ikke selv gad gå i køkkenet. Det findes ikke hernede. I det hele taget går meget af mit savn på livsnyder-ting. Chai fra Baresso, thai-mad fra Værnedamsvej, is fra Frederiksberg Chokolade og tøj fra Noa Noa på Gl. Kongevej. Det kan lyde overfladisk, men det var alligevel med til at forme det gode liv, jeg havde i Kongens København. Og så selvfølgelig menneskene - de fortjener deres helt eget kapitel og det kommer også en dag.
Som om for blot at bevise, hvorfor hun hører til mine yndlingsmennesker, fortalte min veninde mig, at jeg da bare kunne købe et termokrus og tage en hjemmebrygget Chai med på gåtur med Matilda. Jeg svarede naturligvis igen, at jeg er alt, alt for doven til den slags ting - det fede med Baresso var jo, at der var folk, der lavede det for mig. Men da hun var kørt hjem, tog jeg hende på ordet og lavede en rygende varm kop Chai og hev Matilda med i skoven. Og der gik jeg så med varm Chai på en alt for varm dag og varmedes ved tankerne om mit hedengangne liv på Frederiksberg. København, vi ses snart igen.
/Marie